362

Serie 3 rundede af med sejr

Kampreferater senior
6. november 2010 - 21:48 af: Webmaster

Serie 3 satte lørdag et fint punktum for en yderst godkendt sæson, da de hjemme på Tulstrup Stadion vandt 4-2 over allerede nedrykkede Bording IF. Cifrene lyver dog en smule. Sejren var på ingen måde helt så sikker som resultatet indikere. Men pyt med det - en sejr er en sejr!

Inden kampen gik rygterne på, at modstanderne fra Bording ville ankomme på cykel. Det var den "vaffeldejs-drikkende" Prinsesse Mikkelsen, der havde bragt dette rygte til tovs. Hjemmeholdets spillere havde virkelig set frem til dette syn, så skuffelsen stod derfor malet i Tulstrup-ansigterne, da den skinbarlige sandhed kom frem. Bordingholdet blev i stedet transporteret til kampen i en autocamper, der endda måtte køre turen 2 gange for at kunne medbringe hele holdet. Hos hjemmeholdets spillere var der stor uenighed om årsagen til dette muntre transportmiddel. Var det pga. J-dag aftenen før, eller var det simpelthen blot det letteste, når man tænker på Bordingholdets unge alder?

Hvorom alt er, kom gæsterne sikkert frem til kampstedet. Som forventet dog ikke særligt godt forberedt. Bording troppede således op i blå trøjer, uden evt. overtrækstrøjer og tilmed uden drikkedunke. Så efter kampen måtte TFIK endnu engang ofre en vask på egne overtræksveste, som Bording igen havde måtte låne for at kampen kunne gennemføres. Hårdnakkede rygter vil vide, at TFIK på det næstkommende bestyrelsesmøde vil beslutte, om man skal videresende regningen for trøjevask til Bording IF, eller i stedet igangsætte en indsamling til et sæt udebanetrøjer til selvsamme klub.


Men nok om Bording, som TFIK desværre ikke skal møde til foråret - nu til kampen.
Coach Ravn proklamerede inden kampen, at netop denne kamp ikke vindes med benene, men oppe i hovedet. Derfor havde han valgt en yderst rutineret bænk bestående af Marcussen, Jacker og coach Ravn selv.  Det gav så plads til en ungdommelig og hidtil uset kammeratlig makkerpar på midtbanen, Sand & Prinsessen.  Den vragede Marcussen sluttede oplæget af med at pointere, at han bestemt ikke selv havde bedt om at starte ude. Han ville ikke have siddende på sig, at han var bange for at møde Bording eller deres bedstemødre!

Gæsterne fra Bording startede kampen klart bedste. De virkede mest klare og opsatte, og havde i starten af kampen flere store chancer. Og ca. halvvejs i 1. halvleg kom de fortjent foran 1-0. Bruno "Gamle" Jørgensen der blandt meget andet spillede for at sikre sig holdets topscoreværdighed ville det dog anderledes. Kort tid efter udlignede han en smule ufortjent. Bording lod sig dog ikke slå ud, og kort før pausen, kom de igen foran på et flot langskud. Tulstrup kunne på vej til pausen takke deres keeper for, at de kun var bagud med et enkelt mål - men det gjorde de ikke! Mere herom senere.

Kort ind i anden halvleg besluttede coach Ravn sig for at skille den ungdommelige og kammeratlige duo på midten, da Prinsessen måtte forlade banen til fordel for Marcussen. En sand taktisk genistreg fra Ravn skulle det vise sig. For godt nok fejrede Marcussen sin indskiftning med et par håbløse tæmninger og slatne afleveringer til Møller, men kampen vendte fra selvsamme sekund.
Kort efter kunne Jacker, en anden rutineret indskiftningsspiller, udligne inden den anden bejler til topscoreværdigheden, Bæk, med to scoringer sikrede både sig selv og holdet sejren.

Kampen blev efter omstændighederne spillet i en utrolig fair og rolig ånd. Dagens absolutte højdepunkt indtraf, da TFIKs enormt stærke prinsesse ene mand bar en "krampe i begge ben" ramt Bording-anfører ud af banen. I øvrigt til stor morskab for Bording-bænken, der også udviste overraskende stor fairness, og kun ragede et enkelt gult kort for brok til sig. På banen var der også kun ganske få gange optræk til dramatik. Blandt andet da en ung Bording-knøs af uforklarlige årsager følte sig nødsaget til at skuldretackle hjemmeholdets keeper, i en situation hvor bolden for længst var i sikre hænder. Denne episode fik efter kampen prinsesse Mikkelsen til at komme med denne legendariske kommentar: "hvorfor blev du egentligt så sur? Jeg så ikke hvad der skete, men råbte også bare til dommeren!!".

Coach Ravn gjorde efter kampen status. Han kaldte dagens kamp for ikke spillemæssigt prangende, men resultatmæssigt godkendt, inden han konkluderede, at sæsonen som helhed var yderst yderst godkendt.
I samme åndedrag bekendtgjorde han vist, at han sikkert kunne overtales til en halvsæson mere som coach, idet han samtidig glæde sig over tilsagn fra Gamle og Kristensen til også at fortsætte. Brian Kristensen måtte lide den tort kun at få en fidusstemme og dermed se sig overhalte af unge Bæk. Ravn mente derfor at Kristensen måtte fortsætte til foråret også, i hans jagt på klubbens store pokal - åbenbart kendt som "Årets KFUM?er". Den udtalelse lader vi dog stå for coachens egen regning!

Efter at Møller imponerende havde fået talt fidusstemmerne sammen så summen var delelig med 6, kunne Bæk kåres som kampens spiller med flotte 32 stemmer. Dermed kan han bryste sig at titlen som herbstmeister indenfor både stemmer og mål. Stemmeoptællingen gav i øvrigt anledning til lidt "muren i krogen", da keeper Smedegaard erfarede, at holdkammeraterne ikke rigtigt anerkendte hans mange redninger i især første halvleg. Han måtte således konstatere, at de 2 - ja kun to! eneste stemmer han fik, blev tildelt af en tilskuer, der med lidt god vilje kan betegnes som en "brækket arm".


I løbet af vinterpausen trænes der kun en gang i ugen, frivilligt træning hver torsdag, altså præcis det samme som det meste af den netop overståede efterårssæson! Dog går rygterne på, at Munken og hans kumpaner også tænder lys i masterne om mandagen, hvis nogen pludselig skulle have fået smag for mere end en gang ugentlig træning.

0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar
Free counters!